Tema 1 Projekt - Fortællingen

Det er en ganske almindelig onsdag, og Peter sidder ude i gårdhaven. Det er forår, solen skinner og påskeliljerne er ved at springe ud. Men Peter lægger ikke mærke til alt dette.
Peter er 18 år og er lige flyttet i lejlighed i et beskyttet bofællesskab.Han har 9.klasseseksamen bag sig, men afsluttede med et meget dårligt gennemsnit.De sidste to år har han gået på produktionshøjskole, og det var lærerne på denne skole, der opfordrede Peter på det kraftigste at flytte hjemmefra.Peter boede før alene med sin mor, der arbejder som rengøringsdame på fuldtid. Faderen døde da Peter var lille. Peter har ydermere en storebror, Søren på 21, der flyttede hjemmefra med sin kæreste, da han var 18 år. Søren gik på handelsskolen og afsluttede med et fint gennemsnit. Han er nu i elev i en bank. Moderen blev gravid med Søren som 17-årig, og blev derfor nødt til at droppe den uddannelse hun var i gang med.Peter har altid været en stille dreng - den dimentrale modsætning til hans meget udadvendte storebror. Selvom de var uadskillelige som små, voksede de hurtigt fra hinanden, da de startede i skole. Søren var den kvikke, mens Peter havde svært med at klare sig i skolen. Der havde han problemer med det boglige, og fik ikke den nødvendige ekstra hjælp. Han holdt sig meget for sig selv gennem hele skoleforløbet.Når han kom hjem eskaperede han gennem sine tonsvis af film og computerspil, og var i det hele taget opslugt i sin egen verden. Han begyndte at få det svært ved at omgås mange mennesker ad gangen og udviklede en form for socialfobi på grund sin usikkerhed. Udseendemæssigt begyndte Peter at forsømme sig selv. Han tog meget på i vægt, gad ikke at gå i bad, og var i det hele taget meget usoigneret. Moren som startede sine hverdage kl. 5 om morgenen, tjekkede ikke hvordan Peter tog afsted i skole.Da Peter begyndte på Produktionshøjskolen, begyndte han at blomstre lidt mere. Der kunne han udfolde sig i de kreative temaer, der var på skolen. Dette kunne dog ikke mærkes derhjemme, hvor han blev ved med at isolere sig, så snart han kom ind af døren.Efter mange samtaler med lærerne på højskolen og Peters mor, blev Peter skrevet op på til en lejlighed i et i lukket bofællesskab.Der har Peter nu boet i en månede.
Han sidder nu så opslugt af sin Game Boy, at han ikke lægger mærke til at en pige nærmer sig ham. Hun sætter sig ved det samme bord som Peter, og dette fanger hans opmærksomhed. Han kigger forsigtig op, og ser en smilende pige kigge tilbage på ham. Peter mærker hvordan blodet stiger ham til hovedet, og han kigger hurtigt ned igen, og lader som om han er optaget af sit spil.Pigen bliver ved med at sidde og iagttage Peter og beslutter sig for at bryde stilheden: ”Hvad er det, du spiller?”, siger hun venligt. Peter fjerner ikke blikket fra spillet, men mumler ”Det er bare et spil.”Pigen fortsætter: ”Jeg hedder Anna, og du er Peter, ik?” Peter nikker og fortsætter.Anna giver ikke så let op, og stikker hovedet helt hen til Peters: ”Halloo? Er der nogen hjemme?” Peter trækker forskrækket hovedet væk og er ved at falde ned af stolen. Anna begynder at grine højlydt. Peter, der stadig er lidt forbavset, begynder også at grine ligeså stille. Der er et eller andet ved Annas grin, der får ham til at slappe af. Han lægger sin Game Boy fra sig, og ser nu først rigtigt på Anna. Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. Hendes kinder er røde, og hendes øjne er blanke efter at have grint så meget.
Anna er 20 år og har boet i bofællesskabet siden hun blev 18.
Anna kommer fra en god familie: Hendes mor er lægesekretær og hendes far er fysioteapeut. Hun har også en storesøster på 26.Anna var som barn meget urolig. Kunne ikke sidde stille særlig lang tid af gangen, og havde indlæringsvanskeligheder. Hun fik stillet diagnosen ADHD.Dette kunne komme i forlængelse af, at Anna blev født en måned for tidligt.Det kan være svært at se på Anna nu, at hun lider af nogen form for handicap. Familien var i stand til at skabe en regelmæssig hverdag for Anna, og fjerne elementer i hverdagen der kunne virke for distraherende for hende. De fik et godt samarbejde med skolen, og Anna kom i en specialklasse.Anna har altid fået en masse omsorg og kærlighed, og er selv en kærlig og omsorgsfuld person. Hun er udadvendt og social.Hun er afhængig af at hendes dag er struktureret, men ellers klarer hun sig fint i bofællesskabet. Hun elsker at lave mad og deltage i de forskellige sociale arrangementer, der er på stedet.Anna er i praktik i en børnehave, hvilket hun elsker, og børnene elsker hende. Da hun er barnlig af sind, har hun nemt ved at sætte sig ind i børnenes tankegang, og lege med dem.De efterfølgende dage er Peter og Anna sammen ved hver givende lejlighed. Peter, der ikke er vant til at have jævnaldrene venner, nyder Annas selskab. Hun er positiv, sjov og omsorgsfuld og Peter lærer ligeså stille at give slip på den usikkerhed, der i så mange år han holdt ham tilbage.Det er fredag aften, og Peter og Anna sidder inde i et af opholdsrummene. Udover de to er der en pædagog ved navn Mads, der sidder og læser ved et bord bag ved dem.
Mads er 32 år, og har arbejdet som pædagog i Bofællesskabet i tre år.Han er en velsoigneret og pæn fyr, der går i smart tøj. Af sind er han meget ungdommelig, og de unge er vilde med ham.Udadtil ligner Mads måske ikke en pædagog. Hans højre arm er dækket med tatoveringer og han er muskuløs. Men Mads er helt nede på jorden. Han er gift og har en lille dreng på 1½ år. Mads har en autistisk lillebror, og lærte derved at være meget pædagogisk i hans opførsel. Han mener selv, at lillebroren har inspireret ham til at blive pædagog. Før Mads kom til bofællesskabet arbejdede han i fem år på en døgninstitution for børn og unge med sociale problemer.Peter og Anna sidder og ser fjernsyn, hvor en trailer for en ny film dukker op. Peter lyser op: ”Årh mand, den gad jeg da nok bare godt se.” Anna forslår at de tager ind og ser den den næste dag. Peter, der ikke er så glad for at komme ud offentlige steder, beslutter sig alligevel for at sige ja til Anna.Mandag morgen kommer Mads på arbejde tidligt. Han mærker straks, da han træder ind i huset, at der er noget på færde. Det viser sig, at Anna ikke er stået op som sædvanlig. Til Mads siger hun, at hun er syg og ikke vil på arbejde - men det er tydeligt, at der er mere end det. Hun virker da heller ikke særlig syg. Mads ved, at hun har været i biografen lørdag eftermiddag med Peter og banker derfor på til Peters lejlighed. Der bliver ikke svaret og af en af de andre beboere får Mads at vide, at ingen har set Peter siden søndag formiddag. I overlap-bogen fra weekendvagten står der ikke noget om hverken Anna eller Peter. Mads beslutter sig for at tale med Anna igen - og desuden ringer han til Peters skole. Her er han imidlertid heller ikke dukket op.Han går tilbage til Annas lejlighed i håb om, at Anna er klar til at fortælle, hvad der er sket.Mads kommer ind i lejligheden, og ser Anna går hvileløst rundt. Annas ellers altid kliniske værelse flyder med tøj og lignende.Han sætter sig på en stol og siger: ”Anna – kom herhen og sæt dig lidt. Jeg kan se, at der er noget, der går dig på.” Anna sætter sig på sengen ved siden af Mads. Hendes hænder knuger om hinanden, og der er uro i hendes blik.Mads siger lige så forsigtig: ”Der er ingen der har set Peter siden i går formiddags. Og jeg ved at I var i biografen sammen i lørdags. Du bliver nødt til at fortælle mig, om der skete noget, der kunne have været skyld i at Peter ikke har været hjemme i nat?”Anna kigger ud af vinduet, men Mads kan høre på hendes stemme, at hun græder: ”Jeg vidste ikke at han ville tage det sådan. Vi havde det jo så sjovt i biografen. Jeg fik lov til at holde ham i hånden, da jeg blev bange, og han krammede mig, da vi skulle sige godnat. Jeg troede vi var kærester.” Hendes stemme knækkede ved den sidste sætning.Mads der ligeså forsigtig aer Anna på ryggen, spørger hvad der videre skete.”Da jeg så ham nede ved morgenbordet, ville jeg hen og give ham et kram for at sige godmorgen og tak for sidst. Men Peter skubbede mig væk, og spurgte til hvad jeg havde gang i. Og derefter løb han ud, og jeg har ikke set ham siden.”Mads prøver at berolige Anna, og spørger om hun har nogle idéer om hvor Peter kan være løbet hen. Men Anna ryster bare på hovedet, og knuger hænderne endnu hårdere sammen.Idet samme banker det på døren, og en pædagog stikker hovedet ind.
Pædagogen Finn, fortæller, politiet har fundet Peter i en nærliggende park. De fandt ham på en bænk, kold og bange. Det er usikkert om han har været der hele natten, for Peter kan ikke fortælle noget. Det eneste han kunne give politiet var nummeret og adressen på institutionen.Peter befinder sig nu på sit værelse. Han sidder og rokker frem og tilbage på sin seng, da Finn kommer ind til ham. Ved synet af ham vender Peter ryggen til, han ønsker kun at være alene.Finn går hen og lægger en arm om Peters skuldre i håb om at opnå kontakt. Peter reagerer aggressivt på berøringen og slår ud efter Finn, som han formår at ramme i maven. Finn føler kraften af slaget, og mærker hvordan en vrede blusser op i ham: ”Hvad bilder du dig ind?! Du kan sgu da ikke bare slå folk på den måde. Jeg er kommet for at hjælpe dig!” Finn er meget højtrystet, og hans stemme er aggressiv.Mads går i det samme forbi Peters lejlighed, og hører urolighederne. Han skynder sig at åbne døren og ser Finn stå autoritært og råber af en forskrækket Peter.Mads går roligt, men hurtigt, hen til Finn og trækker ham forsigtigt væk fra Peter. Han beder Finn gå udenfor.Mads sætter sig stille ned på sengen i modsat ende af Peter. Her sidder han i et øjeblik uden at sige noget. Da han fornemmer, at han er velkommen, bryder han stilheden: ”Anna fortalte mig hvad der skete. Hvis du har lyst, kunne jeg godt tænke mig at høre din version.” Peter sidder med hovedet foroverbøjet og vælger at ignorere Mads’ spørgsmål. ”Jeg forstår godt, at det er svært for dig, og jeg har også respekt for, hvis du ikke har lyst til at snakke lige nu. Bare husk på, at jeg er her for dig, ik?” Mads rejser sig for at gå, og da han kommer hen til døren, hører han Peter begynde at fortælle, hvad der skete. Han fortæller om sine følelser for Anna, og hvordan hun var kommet for tæt på ham.De får en god snak, hvor Peter får afløb for sine følelser, og Mads får forklaret, at selvom han kan forstå, hvorfor Peter reagerede, som han gjorde, er det ikke ens betydende med, at det er i orden.Mads får motiveret Peter til at gå ind til Anna, og snakke ud med hende.
Anna sidder og kigger ud af vinduet. Hun er afkræftet efter at have smidt rundt med alt hun kunne komme i nærheden af. Hun hører næsten ikke lyden af banken på hendes dør, da det er meget svagt.”Kom ind”, siger hun stille.Ind af døren stikker Peters hoved frem. Han kigger genert på Anna, og spørger om han må komme ind.Efter et lille nik fra Anna, træder Peter helt ind i værelset og stiller sig et stykke væk fra Anna. Ingen af dem siger noget, og en akavet stemning fylder rummet.”Undskyld”, siger Anna sagte.”Du skal ikke undskylde”, svarede Peter og fortsatte. ”Jeg er skyld i al den her ballade. Jeg ved godt at det var forkert af mig, men… Du kom for tæt på, og så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at få den slags omsorg, du giver mig. Det er meget skræmmende for mig… Men øh – jeg tror godt at jeg kunne blive afhængigt af det”, sluttede han af med et skævt smil.Lidt senere kommer Mads ind i værelset og finder Anna og Peter sidde sammen i sengen og grine højlydt.Mads, som længe har kunnet høre, at der er blevet grinet inde fra værelset, spørger om de ikke snart skal have noget at spise. Det er længe siden at både Anna og Peter har spist, så de skynder sig op af sengen for at begive sig ned i køkkenet.Synet de møder der får Anna til at stoppe så brat op, at Peter går direkte ind i hende. Foran dem er der et opdækket bord for to med lys, servietter og blomster. Peter kigger op på Mads, der er fulgt med og siger: ”Tak for hjælpen – det er lige som det skulle være.”Anna og Peter smiler til hinanden, og sammen går de til bords.

Tema 1 projekt

Brik 5:

Anna sidder og kigger ud af vinduet. Hun er afkræftet efter at have smidt rundt med alt hun kunne komme i nærheden af. Hun hører næsten ikke lyden af banken på hendes dør, da det er meget svagt.
”Kom ind”, siger hun stille.
Ind af døren stikker Peters hoved frem. Han kigger genert på Anna, og spørger om han må komme ind.
Efter et lille nik fra Anna, træder Peter helt ind i værelset og stiller sig et stykke væk fra Anna. Ingen af dem siger noget, og en akavet stemning fylder rummet.
”Undskyld”, siger Anna sagte.
”Du skal ikke undskylde”, svarede Peter og fortsatte. ”Jeg er skyld i al den her ballade. Jeg ved godt at det var forkert af mig, men… Du kom for tæt på, og så ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har aldrig nogensinde prøvet at få den slags omsorg, du giver mig. Det er meget skræmmende for mig… Men øh – jeg tror godt at jeg kunne blive afhængigt af det”, sluttede han af med et skævt smil.
Lidt senere kommer Mads ind i værelset og finder Anna og Peter sidde sammen i sengen og grine højlydt.
Mads, som længe har kunnet høre, at der er blevet grinet inde fra værelset, spørger om de ikke snart skal have noget at spise. Det er længe siden at både Anna og Peter har spist, så de skynder sig op af sengen for at begive sig ned i køkkenet.
Synet de møder der får Anna til at stoppe så brat op, at Peter går direkte ind i hende. Foran dem er der et opdækket bord for to med lys, servietter og blomster. Peter kigger op på Mads, der er fulgt med og siger: ”Tak for hjælpen – det er lige som det skulle være.”
Anna og Peter smiler til hinanden, og sammen går de til bords.

Tema 1 projekt

Brik 4:

Pædagogen Finn, fortæller, politiet har fundet Peter i en nærliggende park. De fandt ham på en bænk, kold og bange. Det er usikkert om han har været der hele natten, for Peter kan ikke fortælle noget. Det eneste han kunne give politiet var nummeret og adressen på institutionen.
Peter befinder sig nu på sit værelse. Han sidder og rokker frem og tilbage på sin seng, da Finn kommer ind til ham. Ved synet af ham vender Peter ryggen til, han ønsker kun at være alene.
Finn går hen og lægger en arm om Peters skuldre i håb om at opnå kontakt. Peter reagerer aggressivt på berøringen og slår ud efter Finn, som han formår at ramme i maven. Finn føler kraften af slaget, og mærker hvordan en vrede blusser op i ham: ”Hvad bilder du dig ind?! Du kan sgu da ikke bare slå folk på den måde. Jeg er kommet for at hjælpe dig!” Finn er meget højtrystet, og hans stemme er aggressiv.
Mads går i det samme forbi Peters lejlighed, og hører urolighederne. Han skynder sig at åbne døren og ser Finn stå autoritært og råber af en forskrækket Peter.
Mads går roligt, men hurtigt, hen til Finn og trækker ham forsigtigt væk fra Peter. Han beder Finn gå udenfor.
Mads sætter sig stille ned på sengen i modsat ende af Peter. Her sidder han i et øjeblik uden at sige noget. Da han fornemmer, at han er velkommen, bryder han stilheden: ”Anna fortalte mig hvad der skete. Hvis du har lyst, kunne jeg godt tænke mig at høre din version.” Peter sidder med hovedet foroverbøjet og vælger at ignorere Mads’ spørgsmål. ”Jeg forstår godt, at det er svært for dig, og jeg har også respekt for, hvis du ikke har lyst til at snakke lige nu. Bare husk på, at jeg er her for dig, ik?” Mads rejser sig for at gå, og da han kommer hen til døren, hører han Peter begynde at fortælle, hvad der skete. Han fortæller om sine følelser for Anna, og hvordan hun var kommet for tæt på ham.
De får en god snak, hvor Peter får afløb for sine følelser, og Mads får forklaret, at selvom han kan forstå, hvorfor Peter reagerede, som han gjorde, er det ikke ens betydende med, at det er i orden.
Mads får motiveret Peter til at gå ind til Anna, og snakke ud med hende…

IIS

Vores målgruppe (botilbud for unge, der skal socialiseres i samfundet) falder under kategorierne Sekundærsocialisering og Resocialisering.
Det er en meget sammensat brugergruppe, og det er derfor en kombination af socialiseringsprocesserne.
Ved socialisering forstås samspil med andre, hvor der sker en gensidig påvirkning gennem kommunikation og følelser.
Dette er dog sværere for nogle end andre. Der er unge, der har mangler helt tilbage til primærsocialiseringen. De har ikke rigtig noget bagland, og mangler struktur og holdbarhed i deres liv. Der er her tale om at skabe en total forandring af individet. De har måske været ude i problemer, og målet er så at skifte deres verden.
Der er også andre, hvis bagland er i orden, og de har mere brug for at bygge videre på deres eksisterende socialisering ved at tilbyde nye og fristende alternativer.

Tema 1 projekt

Brik 3.

Det er en ganske almindelig onsdag, og Peter sidder ude i gårdhaven. Det er forår, solen skinner og påskeliljerne er ved at springe ud. Men Peter lægger ikke mærke til alt dette. Han sidder så opslugt af sin Game Boy, at han ikke lægger mærke til at en pige nærmer sig ham. Hun sætter sig ved det samme bord som Peter, og dette fanger hans opmærksomhed. Han kigger forsigtig op, og ser en smilende pige kigge tilbage på ham. Peter mærker hvordan blodet stiger ham til hovedet, og han kigger hurtigt ned igen, og lader som om han er optaget af sit spil.
Pigen bliver ved med at sidde og iagttage Peter og beslutter sig for at bryde stilheden: ”Hvad er det, du spiller?”, siger hun venligt. Peter fjerner ikke blikket fra spillet, men mumler ”Det er bare et spil.”
Pigen fortsætter: ”Jeg hedder Anna, og du er Peter, ik?” Peter nikker og fortsætter.
Anna giver ikke så let op, og stikker hovedet helt hen til Peters: ”Halloo? Er der nogen hjemme?” Peter trækker forskrækket hovedet væk og er ved at falde ned af stolen. Anna begynder at grine højlydt. Peter, der stadig er lidt forbavset, begynder også at grine ligeså stille. Der er et eller andet ved Annas grin, der får ham til at slappe af. Han lægger sin Game Boy fra sig, og ser nu først rigtigt på Anna. Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. Hendes kinder er røde, og hendes øjne er blanke efter at have grint så meget.
De efterfølgende dage er Peter og Anna sammen ved hver givende lejlighed. Peter, der ikke er vant til at have jævnaldrene venner, nyder Annas selskab. Hun er positiv, sjov og omsorgsfuld og Peter lærer ligeså stille at give slip på den usikkerhed, der i så mange år han holdt ham tilbage.
Det er fredag aften, og Peter og Anna sidder inde i et af opholdsrummene. Udover de to er der en pædagog ved navn Mads, der sidder og læser ved et bord bag ved dem.
Peter og Anna sidder og ser fjernsyn, hvor en trailer for en ny film dukker op. Peter lyser op: ”Årh mand, den gad jeg da nok bare godt se.” Anna forslår at de tager ind og ser den den næste dag. Peter, der ikke er så glad for at komme ud offentlige steder, beslutter sig alligevel for at sige ja til Anna.
Mandag morgen kommer Mads på arbejde tidligt. Han mærker straks, da han træder ind i huset, at der er noget på færde. Det viser sig, at Anna ikke er stået op som sædvanlig. Til Mads siger hun, at hun er syg og ikke vil på arbejde - men det er tydeligt, at der er mere end det. Hun virker da heller ikke særlig syg. Mads ved, at hun har været i biografen lørdag eftermiddag med Peter og banker derfor på til Peters lejlighed. Der bliver ikke svaret og af en af de andre beboere får Mads at vide, at ingen har set Peter siden søndag formiddag. I overlap-bogen fra weekendvagten står der ikke noget om hverken Anna eller Peter. Mads beslutter sig for at tale med Anna igen - og desuden ringer han til Peters skole. Her er han imidlertid heller ikke dukket op.
Han går tilbage til Annas lejlighed i håb om, at Anna er klar til at fortælle, hvad der er sket.
Mads kommer ind i lejligheden, og ser Anna går hvileløst rundt. Annas ellers altid kliniske værelse flyder med tøj og lignende.
Han sætter sig på en stol og siger: ”Anna – kom herhen og sæt dig lidt. Jeg kan se, at der er noget, der går dig på.” Anna sætter sig på sengen ved siden af Mads. Hendes hænder knuger om hinanden, og der er uro i hendes blik.
Mads siger lige så forsigtig: ”Der er ingen der har set Peter siden i går formiddags. Og jeg ved at I var i biografen sammen i lørdags. Du bliver nødt til at fortælle mig, om der skete noget, der kunne have været skyld i at Peter ikke har været hjemme i nat?”
Anna kigger ud af vinduet, men Mads kan høre på hendes stemme, at hun græder: ”Jeg vidste ikke at han ville tage det sådan. Vi havde det jo så sjovt i biografen. Jeg fik lov til at holde ham i hånden, da jeg blev bange, og han krammede mig, da vi skulle sige godnat. Jeg troede vi var kærester.” Hendes stemme knækkede ved den sidste sætning.
Mads der ligeså forsigtig aer Anna på ryggen, spørger hvad der videre skete.
”Da jeg så ham nede ved morgenbordet, ville jeg hen og give ham et kram for at sige godmorgen og tak for sidst. Men Peter skubbede mig væk, og spurgte til hvad jeg havde gang i. Og derefter løb han ud, og jeg har ikke set ham siden.”
Mads prøver at berolige Anna, og spørger om hun har nogle idéer om hvor Peter kan være løbet hen. Men Anna ryster bare på hovedet, og knuger hænderne endnu hårdere sammen.
Idet samme banker det på døren, og en pædagog stikker hovedet ind……

Tema 1 projekt

Brik 1: Beskrivelse af stedet

Vores indtryk af institutionen er, at det er et meget lyst og hyggeligt sted.
Der er gårdsplads, åbent og vi følte os velkommen lige fra starten af.
Da vi trådte indenfor blev vores indtryk kun forstærket. Indretningen er stilet og ungdommeligt. Det er så anti institutionelt, som det kan være. Der er en hyggelig og hjemmelig duft - generelt et dejligt klima.
Pædagogerne vi mødte var smilende og imødekommende, og igen følte vi os meget velkommen.
Lejlighederne ligger tæt på hinanden, men alligevel bliver der værnet om hver enkelte beboers privatliv.
Rent social er der mange arrangementer, som beboerne kan deltage i, og stedet ligger også op til, at der er et godt fællesskab. Der er store og flotte opholdsrum, hvor beboerne kan komme hinanden ved. Her kan de sidde og snakke om dagligdagen, høre musik eller se fjernsyn sammen.
Generelt er det bare et virkeligt lækkert sted, og det kom lidt bag på os. Vi gik og snakkede om bagefter, at det var et sted, vi selv kunne tænke os at være, og det er jo en god ting. For på den måde føler beboerne måske ikke, at de som sådan er anderledes. Derved trives de bedre og får en bedre udvikling.

Tema 1 projekt

Brik 2: Person galleri.

I vores fortælling er der to hovedpersoner: Peter og Anna.
Peter er 18 år og er lige flyttet i lejlighed i et beskyttet bofællesskab.
Han har 9.klasseseksamen bag sig, men afsluttede med et meget dårligt gennemsnit.
De sidste to år har han gået på produktionshøjskole, og det var lærerne på denne skole, der opfordrede Peter på det kraftigste at flytte hjemmefra.
Peter boede før alene med sin mor, der arbejder som rengøringsdame på fuldtid. Faderen døde da Peter var lille.
Peter har ydermere en storebror, Søren på 21, der flyttede hjemmefra med sin kæreste, da han var 18 år. Søren gik på handelsskolen og afsluttede med et fint gennemsnit. Han er nu i elev i en bank. Moderen blev gravid med Søren som 17-årig, og blev derfor nødt til at droppe den uddannelse hun var i gang med.
Peter har altid været en stille dreng - den dimentrale modsætning til hans meget udadvendte storebror. Selvom de var uadskillelige som små, voksede de hurtigt fra hinanden, da de startede i skole. Søren var den kvikke, mens Peter havde svært med at klare sig i skolen. Der havde han problemer med det boglige, og fik ikke den nødvendige ekstra hjælp. Han holdt sig meget for sig selv gennem hele skoleforløbet.
Når han kom hjem eskaperede han gennem sine tonsvis af film og computerspil, og var i det hele taget opslugt i sin egen verden. Han begyndte at få det svært ved at omgås mange mennesker ad gangen og udviklede en form for socialfobi på grund sin usikkerhed. Udseendemæssigt begyndte Peter at forsømme sig selv. Han tog meget på i vægt, gad ikke at gå i bad, og var i det hele taget meget usoigneret. Moren som startede sine hverdage kl. 5 om morgenen, tjekkede ikke hvordan Peter tog afsted i skole.
Da Peter begyndte på Produktionshøjskolen, begyndte han at blomstre lidt mere. Der kunne han udfolde sig i de kreative temaer, der var på skolen. Dette kunne dog ikke mærkes derhjemme, hvor han blev ved med at isolere sig, så snart han kom ind af døren.
Efter mange samtaler med lærerne på højskolen og Peters mor, blev Peter skrevet op på til en lejlighed i et i lukket bofællesskab.
Der har Peter nu boet i en månede. Det er her, han møder Anna.

Anna er 20 år og har boet i bofællesskabet siden hun blev 18.
Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. De andre i bofællesskabet kender hende bedst som en smilende pige med røde kinder.
Anna kommer fra en god familie: Hendes mor er lægesekretær og hendes far er fysioteapeut. Hun har også en storesøster på 26.
Anna var som barn meget urolig. Kunne ikke sidde stille særlig lang tid af gangen, og havde indlæringsvanskeligheder. Hun fik stillet diagnosen ADHD.
Dette kunne komme i forlængelse af, at Anna blev født en måned for tidligt.
Det kan være svært at se på Anna nu, at hun lider af nogen form for handicap. Familien var i stand til at skabe en regelmæssig hverdag for Anna, og fjerne elementer i hverdagen der kunne virke for distraherende for hende. De fik et godt samarbejde med skolen, og Anna kom i en specialklasse.
Anna har altid fået en masse omsorg og kærlighed, og er selv en kærlig og omsorgsfuld person. Hun er udadvendt og social.
Hun er afhængig af at hendes dag er struktureret, men ellers klarer hun sig fint i bofællesskabet. Hun elsker at lave mad og deltage i de forskellige sociale arrangementer, der er på stedet.
Anna er i praktik i en børnehave, hvilket hun elsker, og børnene elsker hende. Da hun er barnlig af sind, har hun nemt ved at sætte sig ind i børnenes tankegang, og lege med dem.

Pædagogen Mads:
Mads er 32 år, og har arbejdet som pædagog i Bofællesskabet i tre år.
Han er en velsoigneret og pæn fyr, der går i smart tøj. Af sind er han meget ungdommelig, og de unge er vilde med ham.
Udadtil ligner Mads måske ikke en pædagog. Hans højre arm er dækket med tatoveringer og han er muskuløs. Men Mads er helt nede på jorden. Han er gift og har en lille dreng på 1½ år. Mads har en autistisk lillebror, og lærte derved at være meget pædagogisk i hans opførsel. Han mener selv, at lillebroren har inspireret ham til at blive pædagog. Før Mads kom til bofællesskabet arbejdede han i fem år på en døgninstitution for børn og unge med sociale problemer.