Brik 3.
Det er en ganske almindelig onsdag, og Peter sidder ude i gårdhaven. Det er forår, solen skinner og påskeliljerne er ved at springe ud. Men Peter lægger ikke mærke til alt dette. Han sidder så opslugt af sin Game Boy, at han ikke lægger mærke til at en pige nærmer sig ham. Hun sætter sig ved det samme bord som Peter, og dette fanger hans opmærksomhed. Han kigger forsigtig op, og ser en smilende pige kigge tilbage på ham. Peter mærker hvordan blodet stiger ham til hovedet, og han kigger hurtigt ned igen, og lader som om han er optaget af sit spil.
Pigen bliver ved med at sidde og iagttage Peter og beslutter sig for at bryde stilheden: ”Hvad er det, du spiller?”, siger hun venligt. Peter fjerner ikke blikket fra spillet, men mumler ”Det er bare et spil.”
Pigen fortsætter: ”Jeg hedder Anna, og du er Peter, ik?” Peter nikker og fortsætter.
Anna giver ikke så let op, og stikker hovedet helt hen til Peters: ”Halloo? Er der nogen hjemme?” Peter trækker forskrækket hovedet væk og er ved at falde ned af stolen. Anna begynder at grine højlydt. Peter, der stadig er lidt forbavset, begynder også at grine ligeså stille. Der er et eller andet ved Annas grin, der får ham til at slappe af. Han lægger sin Game Boy fra sig, og ser nu først rigtigt på Anna. Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. Hendes kinder er røde, og hendes øjne er blanke efter at have grint så meget.
De efterfølgende dage er Peter og Anna sammen ved hver givende lejlighed. Peter, der ikke er vant til at have jævnaldrene venner, nyder Annas selskab. Hun er positiv, sjov og omsorgsfuld og Peter lærer ligeså stille at give slip på den usikkerhed, der i så mange år han holdt ham tilbage.
Det er fredag aften, og Peter og Anna sidder inde i et af opholdsrummene. Udover de to er der en pædagog ved navn Mads, der sidder og læser ved et bord bag ved dem.
Peter og Anna sidder og ser fjernsyn, hvor en trailer for en ny film dukker op. Peter lyser op: ”Årh mand, den gad jeg da nok bare godt se.” Anna forslår at de tager ind og ser den den næste dag. Peter, der ikke er så glad for at komme ud offentlige steder, beslutter sig alligevel for at sige ja til Anna.
Mandag morgen kommer Mads på arbejde tidligt. Han mærker straks, da han træder ind i huset, at der er noget på færde. Det viser sig, at Anna ikke er stået op som sædvanlig. Til Mads siger hun, at hun er syg og ikke vil på arbejde - men det er tydeligt, at der er mere end det. Hun virker da heller ikke særlig syg. Mads ved, at hun har været i biografen lørdag eftermiddag med Peter og banker derfor på til Peters lejlighed. Der bliver ikke svaret og af en af de andre beboere får Mads at vide, at ingen har set Peter siden søndag formiddag. I overlap-bogen fra weekendvagten står der ikke noget om hverken Anna eller Peter. Mads beslutter sig for at tale med Anna igen - og desuden ringer han til Peters skole. Her er han imidlertid heller ikke dukket op.
Han går tilbage til Annas lejlighed i håb om, at Anna er klar til at fortælle, hvad der er sket.
Mads kommer ind i lejligheden, og ser Anna går hvileløst rundt. Annas ellers altid kliniske værelse flyder med tøj og lignende.
Han sætter sig på en stol og siger: ”Anna – kom herhen og sæt dig lidt. Jeg kan se, at der er noget, der går dig på.” Anna sætter sig på sengen ved siden af Mads. Hendes hænder knuger om hinanden, og der er uro i hendes blik.
Mads siger lige så forsigtig: ”Der er ingen der har set Peter siden i går formiddags. Og jeg ved at I var i biografen sammen i lørdags. Du bliver nødt til at fortælle mig, om der skete noget, der kunne have været skyld i at Peter ikke har været hjemme i nat?”
Anna kigger ud af vinduet, men Mads kan høre på hendes stemme, at hun græder: ”Jeg vidste ikke at han ville tage det sådan. Vi havde det jo så sjovt i biografen. Jeg fik lov til at holde ham i hånden, da jeg blev bange, og han krammede mig, da vi skulle sige godnat. Jeg troede vi var kærester.” Hendes stemme knækkede ved den sidste sætning.
Mads der ligeså forsigtig aer Anna på ryggen, spørger hvad der videre skete.
”Da jeg så ham nede ved morgenbordet, ville jeg hen og give ham et kram for at sige godmorgen og tak for sidst. Men Peter skubbede mig væk, og spurgte til hvad jeg havde gang i. Og derefter løb han ud, og jeg har ikke set ham siden.”
Mads prøver at berolige Anna, og spørger om hun har nogle idéer om hvor Peter kan være løbet hen. Men Anna ryster bare på hovedet, og knuger hænderne endnu hårdere sammen.
Idet samme banker det på døren, og en pædagog stikker hovedet ind……
torsdag den 27. september 2007
onsdag den 26. september 2007
Tema 1 projekt
Brik 1: Beskrivelse af stedet
Vores indtryk af institutionen er, at det er et meget lyst og hyggeligt sted.
Der er gårdsplads, åbent og vi følte os velkommen lige fra starten af.
Da vi trådte indenfor blev vores indtryk kun forstærket. Indretningen er stilet og ungdommeligt. Det er så anti institutionelt, som det kan være. Der er en hyggelig og hjemmelig duft - generelt et dejligt klima.
Pædagogerne vi mødte var smilende og imødekommende, og igen følte vi os meget velkommen.
Lejlighederne ligger tæt på hinanden, men alligevel bliver der værnet om hver enkelte beboers privatliv.
Rent social er der mange arrangementer, som beboerne kan deltage i, og stedet ligger også op til, at der er et godt fællesskab. Der er store og flotte opholdsrum, hvor beboerne kan komme hinanden ved. Her kan de sidde og snakke om dagligdagen, høre musik eller se fjernsyn sammen.
Generelt er det bare et virkeligt lækkert sted, og det kom lidt bag på os. Vi gik og snakkede om bagefter, at det var et sted, vi selv kunne tænke os at være, og det er jo en god ting. For på den måde føler beboerne måske ikke, at de som sådan er anderledes. Derved trives de bedre og får en bedre udvikling.
Vores indtryk af institutionen er, at det er et meget lyst og hyggeligt sted.
Der er gårdsplads, åbent og vi følte os velkommen lige fra starten af.
Da vi trådte indenfor blev vores indtryk kun forstærket. Indretningen er stilet og ungdommeligt. Det er så anti institutionelt, som det kan være. Der er en hyggelig og hjemmelig duft - generelt et dejligt klima.
Pædagogerne vi mødte var smilende og imødekommende, og igen følte vi os meget velkommen.
Lejlighederne ligger tæt på hinanden, men alligevel bliver der værnet om hver enkelte beboers privatliv.
Rent social er der mange arrangementer, som beboerne kan deltage i, og stedet ligger også op til, at der er et godt fællesskab. Der er store og flotte opholdsrum, hvor beboerne kan komme hinanden ved. Her kan de sidde og snakke om dagligdagen, høre musik eller se fjernsyn sammen.
Generelt er det bare et virkeligt lækkert sted, og det kom lidt bag på os. Vi gik og snakkede om bagefter, at det var et sted, vi selv kunne tænke os at være, og det er jo en god ting. For på den måde føler beboerne måske ikke, at de som sådan er anderledes. Derved trives de bedre og får en bedre udvikling.
tirsdag den 25. september 2007
Tema 1 projekt
Brik 2: Person galleri.
I vores fortælling er der to hovedpersoner: Peter og Anna.
Peter er 18 år og er lige flyttet i lejlighed i et beskyttet bofællesskab.
Han har 9.klasseseksamen bag sig, men afsluttede med et meget dårligt gennemsnit.
De sidste to år har han gået på produktionshøjskole, og det var lærerne på denne skole, der opfordrede Peter på det kraftigste at flytte hjemmefra.
Peter boede før alene med sin mor, der arbejder som rengøringsdame på fuldtid. Faderen døde da Peter var lille.
Peter har ydermere en storebror, Søren på 21, der flyttede hjemmefra med sin kæreste, da han var 18 år. Søren gik på handelsskolen og afsluttede med et fint gennemsnit. Han er nu i elev i en bank. Moderen blev gravid med Søren som 17-årig, og blev derfor nødt til at droppe den uddannelse hun var i gang med.
Peter har altid været en stille dreng - den dimentrale modsætning til hans meget udadvendte storebror. Selvom de var uadskillelige som små, voksede de hurtigt fra hinanden, da de startede i skole. Søren var den kvikke, mens Peter havde svært med at klare sig i skolen. Der havde han problemer med det boglige, og fik ikke den nødvendige ekstra hjælp. Han holdt sig meget for sig selv gennem hele skoleforløbet.
Når han kom hjem eskaperede han gennem sine tonsvis af film og computerspil, og var i det hele taget opslugt i sin egen verden. Han begyndte at få det svært ved at omgås mange mennesker ad gangen og udviklede en form for socialfobi på grund sin usikkerhed. Udseendemæssigt begyndte Peter at forsømme sig selv. Han tog meget på i vægt, gad ikke at gå i bad, og var i det hele taget meget usoigneret. Moren som startede sine hverdage kl. 5 om morgenen, tjekkede ikke hvordan Peter tog afsted i skole.
Da Peter begyndte på Produktionshøjskolen, begyndte han at blomstre lidt mere. Der kunne han udfolde sig i de kreative temaer, der var på skolen. Dette kunne dog ikke mærkes derhjemme, hvor han blev ved med at isolere sig, så snart han kom ind af døren.
Efter mange samtaler med lærerne på højskolen og Peters mor, blev Peter skrevet op på til en lejlighed i et i lukket bofællesskab.
Der har Peter nu boet i en månede. Det er her, han møder Anna.
Anna er 20 år og har boet i bofællesskabet siden hun blev 18.
Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. De andre i bofællesskabet kender hende bedst som en smilende pige med røde kinder.
Anna kommer fra en god familie: Hendes mor er lægesekretær og hendes far er fysioteapeut. Hun har også en storesøster på 26.
Anna var som barn meget urolig. Kunne ikke sidde stille særlig lang tid af gangen, og havde indlæringsvanskeligheder. Hun fik stillet diagnosen ADHD.
Dette kunne komme i forlængelse af, at Anna blev født en måned for tidligt.
Det kan være svært at se på Anna nu, at hun lider af nogen form for handicap. Familien var i stand til at skabe en regelmæssig hverdag for Anna, og fjerne elementer i hverdagen der kunne virke for distraherende for hende. De fik et godt samarbejde med skolen, og Anna kom i en specialklasse.
Anna har altid fået en masse omsorg og kærlighed, og er selv en kærlig og omsorgsfuld person. Hun er udadvendt og social.
Hun er afhængig af at hendes dag er struktureret, men ellers klarer hun sig fint i bofællesskabet. Hun elsker at lave mad og deltage i de forskellige sociale arrangementer, der er på stedet.
Anna er i praktik i en børnehave, hvilket hun elsker, og børnene elsker hende. Da hun er barnlig af sind, har hun nemt ved at sætte sig ind i børnenes tankegang, og lege med dem.
Pædagogen Mads:
Mads er 32 år, og har arbejdet som pædagog i Bofællesskabet i tre år.
Han er en velsoigneret og pæn fyr, der går i smart tøj. Af sind er han meget ungdommelig, og de unge er vilde med ham.
Udadtil ligner Mads måske ikke en pædagog. Hans højre arm er dækket med tatoveringer og han er muskuløs. Men Mads er helt nede på jorden. Han er gift og har en lille dreng på 1½ år. Mads har en autistisk lillebror, og lærte derved at være meget pædagogisk i hans opførsel. Han mener selv, at lillebroren har inspireret ham til at blive pædagog. Før Mads kom til bofællesskabet arbejdede han i fem år på en døgninstitution for børn og unge med sociale problemer.
I vores fortælling er der to hovedpersoner: Peter og Anna.
Peter er 18 år og er lige flyttet i lejlighed i et beskyttet bofællesskab.
Han har 9.klasseseksamen bag sig, men afsluttede med et meget dårligt gennemsnit.
De sidste to år har han gået på produktionshøjskole, og det var lærerne på denne skole, der opfordrede Peter på det kraftigste at flytte hjemmefra.
Peter boede før alene med sin mor, der arbejder som rengøringsdame på fuldtid. Faderen døde da Peter var lille.
Peter har ydermere en storebror, Søren på 21, der flyttede hjemmefra med sin kæreste, da han var 18 år. Søren gik på handelsskolen og afsluttede med et fint gennemsnit. Han er nu i elev i en bank. Moderen blev gravid med Søren som 17-årig, og blev derfor nødt til at droppe den uddannelse hun var i gang med.
Peter har altid været en stille dreng - den dimentrale modsætning til hans meget udadvendte storebror. Selvom de var uadskillelige som små, voksede de hurtigt fra hinanden, da de startede i skole. Søren var den kvikke, mens Peter havde svært med at klare sig i skolen. Der havde han problemer med det boglige, og fik ikke den nødvendige ekstra hjælp. Han holdt sig meget for sig selv gennem hele skoleforløbet.
Når han kom hjem eskaperede han gennem sine tonsvis af film og computerspil, og var i det hele taget opslugt i sin egen verden. Han begyndte at få det svært ved at omgås mange mennesker ad gangen og udviklede en form for socialfobi på grund sin usikkerhed. Udseendemæssigt begyndte Peter at forsømme sig selv. Han tog meget på i vægt, gad ikke at gå i bad, og var i det hele taget meget usoigneret. Moren som startede sine hverdage kl. 5 om morgenen, tjekkede ikke hvordan Peter tog afsted i skole.
Da Peter begyndte på Produktionshøjskolen, begyndte han at blomstre lidt mere. Der kunne han udfolde sig i de kreative temaer, der var på skolen. Dette kunne dog ikke mærkes derhjemme, hvor han blev ved med at isolere sig, så snart han kom ind af døren.
Efter mange samtaler med lærerne på højskolen og Peters mor, blev Peter skrevet op på til en lejlighed i et i lukket bofællesskab.
Der har Peter nu boet i en månede. Det er her, han møder Anna.
Anna er 20 år og har boet i bofællesskabet siden hun blev 18.
Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. De andre i bofællesskabet kender hende bedst som en smilende pige med røde kinder.
Anna kommer fra en god familie: Hendes mor er lægesekretær og hendes far er fysioteapeut. Hun har også en storesøster på 26.
Anna var som barn meget urolig. Kunne ikke sidde stille særlig lang tid af gangen, og havde indlæringsvanskeligheder. Hun fik stillet diagnosen ADHD.
Dette kunne komme i forlængelse af, at Anna blev født en måned for tidligt.
Det kan være svært at se på Anna nu, at hun lider af nogen form for handicap. Familien var i stand til at skabe en regelmæssig hverdag for Anna, og fjerne elementer i hverdagen der kunne virke for distraherende for hende. De fik et godt samarbejde med skolen, og Anna kom i en specialklasse.
Anna har altid fået en masse omsorg og kærlighed, og er selv en kærlig og omsorgsfuld person. Hun er udadvendt og social.
Hun er afhængig af at hendes dag er struktureret, men ellers klarer hun sig fint i bofællesskabet. Hun elsker at lave mad og deltage i de forskellige sociale arrangementer, der er på stedet.
Anna er i praktik i en børnehave, hvilket hun elsker, og børnene elsker hende. Da hun er barnlig af sind, har hun nemt ved at sætte sig ind i børnenes tankegang, og lege med dem.
Pædagogen Mads:
Mads er 32 år, og har arbejdet som pædagog i Bofællesskabet i tre år.
Han er en velsoigneret og pæn fyr, der går i smart tøj. Af sind er han meget ungdommelig, og de unge er vilde med ham.
Udadtil ligner Mads måske ikke en pædagog. Hans højre arm er dækket med tatoveringer og han er muskuløs. Men Mads er helt nede på jorden. Han er gift og har en lille dreng på 1½ år. Mads har en autistisk lillebror, og lærte derved at være meget pædagogisk i hans opførsel. Han mener selv, at lillebroren har inspireret ham til at blive pædagog. Før Mads kom til bofællesskabet arbejdede han i fem år på en døgninstitution for børn og unge med sociale problemer.
torsdag den 20. september 2007
Web Quest
1: Pædagogisk Profession
a) "Som pædagoger er vi i kraft af vores uddannelse kvalificeret til at løse de samfundsmæssige
opgaver som er beskrevet i de love, der regulerer det pædagogiske arbejdsområde. Pædagoguddannelsen
er grundlaget for den professionelle viden, kunnen og gøren der tilsammen giver
autorisation til at varetage pædagogisk arbejde med børn og unge."
b)
Afsnit 1
Afsnit 2
2: Pædagogisk relation
a) "En pædagogisk relation er en mellemmenneskelig relation, et møde mellem mennesker, båret
af gensidig respekt, anerkendelse og dialog. Men først af alt er den båret af, at det er et møde
med et menneske, i modsætning til et reduktionistisk menneskesyn, hvor fokus er på diagnoser e.l."
b)
Afsnit 1.
Afsnit 2.
3: Specialisering:
Signalement
Specialiseringen bidrager til uddannelsens målsætning ved at kvalificere til tilvejebringelse og anvendelse af viden, teori og metode inden for et specifikt arbejds-, funktions- eller fagområde.
Læring i fagområdet fungerer eksemplarisk, således at opnåede kompetencer inden for det valgte specialiseringsområde kan anvendes i forhold til øvrige målgrupper med andre samfundsmæssige, institutionelle og personlige betingelser. Ved fordybelse i og konkretisering af et specifikt arbejdsområde bidrager specialiseringen til at professionsrette uddannelsens øvrige fag og faglige elementer.
Faglige kompetencemål
Målet er, at den færdiguddannede kan
a) anvende viden og indsigt i det specifikke arbejde med brugergruppen,
b) opstille fagligt begrundede pædagogiske mål ud fra en forståelse af brugernes perspektiver og handlemuligheder,
c) reflektere kritisk over pædagogiske tænkemåder og handlemuligheder ud fra teori, forskning og praksisforståelser inden for det valgte specialiseringsområde og
d) udmønte professionsforståelse og professionsetik inden for det valgte specialiseringsområde.
Centrale kundskabs- og færdighedsområder
Børn og unge
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Børn og unges livsbetingelser og trivsel, herunder omsorgssvigt og mobning, i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Inklusion og eksklusion.
d) Omsorg, magt og relationsdannelse.
e) Børne- og ungekultur, leg og aktiviteter.
f) Brugerinddragelse og rettigheder, herunder samarbejde med og vejledning af forældre og andre pårørende samt fagpersoner.
g) Udsatte børn og unge samt børn og unge med særlige behov for pædagogisk støtte og indsats.
h) Forebyggende arbejde og interventionsformer.
i) Love, konventioner og regler af særlig betydning for børn, unge og deres pårørende.
j) Pædagogiske læreplaner og sprogvurderinger i dagtilbud.
k) Skolestart og fritidsordning. Overgang fra daginstitution til skole.
Mennesker med nedsat funktionsevne
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Brugeres livsbetingelser og trivsel i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Funktionsnedsættelse og livsmuligheder.
d) Inklusion og eksklusion.
e) Omsorg, magt og relationsdannelse.
f) Samarbejde med brugere, pårørende og professionelle.
g) Aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for brugergruppen.
h) Brugerinddragelse og rettigheder.
i) Love, konventioner og regler af særlig betydning for brugergruppen, herunder centrale handicappolitiske målsætninger.
j) Kompensationsmuligheder.
k) Kommunikative processer og alternative kommunikationsformer.
Mennesker med sociale problemer
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Brugeres livsbetingelser og trivsel i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Inklusion og eksklusion.
d) Omsorg, magt og relationsdannelse.
e) Opsøgende arbejde og interventionsformer.
f) Aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for brugergruppen.
g) Brugerinddragelse og rettigheder.
h) Love, konventioner og regler af særlig betydning for brugergruppen.
i) Misbrug og psykiske lidelser.
j) Truede familier, sorg og krise.
4:
a) Artikel "Hvor meget må man blande sig i andre menneskers liv?"
b) Dansk, kultur og kommunikation:
1. "Tillykke Danmark!"
2. "Kun få etniske minoriteter bor i bofællesskaber"
c) http://www.childbook.dk/ er en hjemmeside om den danske børnelitteratur. Siden består af to dele. Et oplevelsesrigt og meget anderledes bibliotek, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i den danske børnelitteratur og en mere traditionel præsentation af danske forfattere og deres værker på dansk og engelsk.
Childbook.dk er en nem og hurtig måde at finde nye og gamle fortællinger på. Det giver en god og nem introduktion til sproget - for danskere, men også for andre sprogede, da siden findes på flere sprog.
d) "Strandvænget. jeg ville tage et - koben..."
f) Diplomuddannelse:
Socialpædagogisk støtte i pædagogisk arbejde
g) Holst, Janne - Botilbud : for personer med brug for støtte i hverdagen
5:
a) Formålet med at formulere en Pædagogisk profil er at få et fælles værdigrundlag
for, hvad de som organisation og som medlemmer af denne organisation ser det ønskeligt
at satse på i arbejdet med børn og unge.
b) Institutionen er et helheds orienteret uddannelsestilbud hvor uddannelse og jobtræning, skal ses i sammenhæng med oplæring og træning på det sociale og bomæssige område. Tilbuddet retter sig mod unge mellem 17 og 25 år med generelle eller specifikke indlæringsvanskeligheder.
Institutionen blev etableret i starten af 1999 og er til unge, der har svært ved at begå sig i det etablerede uddannelsessystem. Bl.a. på grund af deres boglige handicap eller indlæringsvanskeligheder.
6:
) Det er en selvejende institution etableret af Randers Kommune og foreningen Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
b) Det Digitale Randers er en hjemmeside med informationer om Randers kommune.
c)
i) De lægger vægt på at unge kan få et sted, hvor de kan få venner, lære at begå sig selvstændigt i hverdagen, bo selv og få sig en uddannelse med henblik på job i erhvervslivet.
ii) Vores indtryk var, at det var et sted for unge mennesker, der ikke lider af nogen form for nedsat funktionsevne. Det billede der er på forsiden indikerer, at det er et socialt sted.
iii) Det er en spændende institution fordi de unge har mulighed for at prøve forskellige former for jobs, udfordre sig selv rent personligt, og få en sejr ved at kunne opnå at bo for sig selv.
v) Siden er nem at finde rundt i.
vi) Let tilgængeligt sprog
vii) Godt at der er en masse billeder - det giver siden lidt farver og liv. Skrifttypen er meget lille, hvilket kan virke uoverskueligt.
viii) Det første store billede på forsiden associerer til luft og frihed.
a) "Som pædagoger er vi i kraft af vores uddannelse kvalificeret til at løse de samfundsmæssige
opgaver som er beskrevet i de love, der regulerer det pædagogiske arbejdsområde. Pædagoguddannelsen
er grundlaget for den professionelle viden, kunnen og gøren der tilsammen giver
autorisation til at varetage pædagogisk arbejde med børn og unge."
b)
Afsnit 1
Afsnit 2
2: Pædagogisk relation
a) "En pædagogisk relation er en mellemmenneskelig relation, et møde mellem mennesker, båret
af gensidig respekt, anerkendelse og dialog. Men først af alt er den båret af, at det er et møde
med et menneske, i modsætning til et reduktionistisk menneskesyn, hvor fokus er på diagnoser e.l."
b)
Afsnit 1.
Afsnit 2.
3: Specialisering:
Signalement
Specialiseringen bidrager til uddannelsens målsætning ved at kvalificere til tilvejebringelse og anvendelse af viden, teori og metode inden for et specifikt arbejds-, funktions- eller fagområde.
Læring i fagområdet fungerer eksemplarisk, således at opnåede kompetencer inden for det valgte specialiseringsområde kan anvendes i forhold til øvrige målgrupper med andre samfundsmæssige, institutionelle og personlige betingelser. Ved fordybelse i og konkretisering af et specifikt arbejdsområde bidrager specialiseringen til at professionsrette uddannelsens øvrige fag og faglige elementer.
Faglige kompetencemål
Målet er, at den færdiguddannede kan
a) anvende viden og indsigt i det specifikke arbejde med brugergruppen,
b) opstille fagligt begrundede pædagogiske mål ud fra en forståelse af brugernes perspektiver og handlemuligheder,
c) reflektere kritisk over pædagogiske tænkemåder og handlemuligheder ud fra teori, forskning og praksisforståelser inden for det valgte specialiseringsområde og
d) udmønte professionsforståelse og professionsetik inden for det valgte specialiseringsområde.
Centrale kundskabs- og færdighedsområder
Børn og unge
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Børn og unges livsbetingelser og trivsel, herunder omsorgssvigt og mobning, i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Inklusion og eksklusion.
d) Omsorg, magt og relationsdannelse.
e) Børne- og ungekultur, leg og aktiviteter.
f) Brugerinddragelse og rettigheder, herunder samarbejde med og vejledning af forældre og andre pårørende samt fagpersoner.
g) Udsatte børn og unge samt børn og unge med særlige behov for pædagogisk støtte og indsats.
h) Forebyggende arbejde og interventionsformer.
i) Love, konventioner og regler af særlig betydning for børn, unge og deres pårørende.
j) Pædagogiske læreplaner og sprogvurderinger i dagtilbud.
k) Skolestart og fritidsordning. Overgang fra daginstitution til skole.
Mennesker med nedsat funktionsevne
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Brugeres livsbetingelser og trivsel i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Funktionsnedsættelse og livsmuligheder.
d) Inklusion og eksklusion.
e) Omsorg, magt og relationsdannelse.
f) Samarbejde med brugere, pårørende og professionelle.
g) Aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for brugergruppen.
h) Brugerinddragelse og rettigheder.
i) Love, konventioner og regler af særlig betydning for brugergruppen, herunder centrale handicappolitiske målsætninger.
j) Kompensationsmuligheder.
k) Kommunikative processer og alternative kommunikationsformer.
Mennesker med sociale problemer
a) Menneske-, lærings- og udviklingssyn i relation til konkrete didaktiske og metodiske overvejelser.
b) Brugeres livsbetingelser og trivsel i relation til kulturelle, institutionelle og samfundsmæssige vilkår.
c) Inklusion og eksklusion.
d) Omsorg, magt og relationsdannelse.
e) Opsøgende arbejde og interventionsformer.
f) Aktiviteter og udfoldelsesmuligheder for brugergruppen.
g) Brugerinddragelse og rettigheder.
h) Love, konventioner og regler af særlig betydning for brugergruppen.
i) Misbrug og psykiske lidelser.
j) Truede familier, sorg og krise.
4:
a) Artikel "Hvor meget må man blande sig i andre menneskers liv?"
b) Dansk, kultur og kommunikation:
1. "Tillykke Danmark!"
2. "Kun få etniske minoriteter bor i bofællesskaber"
c) http://www.childbook.dk/ er en hjemmeside om den danske børnelitteratur. Siden består af to dele. Et oplevelsesrigt og meget anderledes bibliotek, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse i den danske børnelitteratur og en mere traditionel præsentation af danske forfattere og deres værker på dansk og engelsk.
Childbook.dk er en nem og hurtig måde at finde nye og gamle fortællinger på. Det giver en god og nem introduktion til sproget - for danskere, men også for andre sprogede, da siden findes på flere sprog.
d) "Strandvænget. jeg ville tage et - koben..."
f) Diplomuddannelse:
Socialpædagogisk støtte i pædagogisk arbejde
g) Holst, Janne - Botilbud : for personer med brug for støtte i hverdagen
5:
a) Formålet med at formulere en Pædagogisk profil er at få et fælles værdigrundlag
for, hvad de som organisation og som medlemmer af denne organisation ser det ønskeligt
at satse på i arbejdet med børn og unge.
b) Institutionen er et helheds orienteret uddannelsestilbud hvor uddannelse og jobtræning, skal ses i sammenhæng med oplæring og træning på det sociale og bomæssige område. Tilbuddet retter sig mod unge mellem 17 og 25 år med generelle eller specifikke indlæringsvanskeligheder.
Institutionen blev etableret i starten af 1999 og er til unge, der har svært ved at begå sig i det etablerede uddannelsessystem. Bl.a. på grund af deres boglige handicap eller indlæringsvanskeligheder.
6:
) Det er en selvejende institution etableret af Randers Kommune og foreningen Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
b) Det Digitale Randers er en hjemmeside med informationer om Randers kommune.
c)
i) De lægger vægt på at unge kan få et sted, hvor de kan få venner, lære at begå sig selvstændigt i hverdagen, bo selv og få sig en uddannelse med henblik på job i erhvervslivet.
ii) Vores indtryk var, at det var et sted for unge mennesker, der ikke lider af nogen form for nedsat funktionsevne. Det billede der er på forsiden indikerer, at det er et socialt sted.
iii) Det er en spændende institution fordi de unge har mulighed for at prøve forskellige former for jobs, udfordre sig selv rent personligt, og få en sejr ved at kunne opnå at bo for sig selv.
v) Siden er nem at finde rundt i.
vi) Let tilgængeligt sprog
vii) Godt at der er en masse billeder - det giver siden lidt farver og liv. Skrifttypen er meget lille, hvilket kan virke uoverskueligt.
viii) Det første store billede på forsiden associerer til luft og frihed.
onsdag den 19. september 2007
Indenfor rimelighedens grænser. (En IIS opgave)
Lov om aktiv socialpolitik (nr. 455 af 10. juni 1997/senest ændret med lov nr. 523 af 6.6 2007)
Kapitel 6, § 47:
Kommunen tilrettelægger revalidering i samarbejde med revalidenden således, at tilbuddet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov under hensyn til egne ønsker til fremtidig beskæftigelse.
Ib er 18 år og ønsker at blive pilot. Han har en medfødt hjerneskade, der gør at han er sent udviklet. Han har problemer med at læse, og i det hele taget matcher hans intelligens en 10- årig.
Ib er ikke klar over at hans tilstand skaber begrænsninger. Han kender kun til sine drømme.
Hvis han ikke kan blive pilot, vil han være politimand.
Dilemmaet opstår ved, at Ib har sin medbestemmelse. Han kan derved kun blive skuffet, da hans ønsker umuligt kan blive opfyldt.
Men det kan heller ikke være rigtigt at Bo skal miste sin medbestemmelse.
Bo skal introduceres for de muligheder, der er indenfor rimelighedens grænser.
På den måde kommer han til at føle, at han har indflydelse.
Kapitel 6, § 47:
Kommunen tilrettelægger revalidering i samarbejde med revalidenden således, at tilbuddet er tilpasset den enkeltes forudsætninger og behov under hensyn til egne ønsker til fremtidig beskæftigelse.
Ib er 18 år og ønsker at blive pilot. Han har en medfødt hjerneskade, der gør at han er sent udviklet. Han har problemer med at læse, og i det hele taget matcher hans intelligens en 10- årig.
Ib er ikke klar over at hans tilstand skaber begrænsninger. Han kender kun til sine drømme.
Hvis han ikke kan blive pilot, vil han være politimand.
Dilemmaet opstår ved, at Ib har sin medbestemmelse. Han kan derved kun blive skuffet, da hans ønsker umuligt kan blive opfyldt.
Men det kan heller ikke være rigtigt at Bo skal miste sin medbestemmelse.
Bo skal introduceres for de muligheder, der er indenfor rimelighedens grænser.
På den måde kommer han til at føle, at han har indflydelse.
mandag den 17. september 2007
Praksisfortællinger
En god dag
Det var vinter og så er det jo flyverdragts tid.
Men Lars ville ikke selv tage sin på og vi havde mange problemer med det.
Og det resulterede tit i gråd og skrigen fra Lars.
En dag tog jeg hans flyverdragt og hjalp ham, mens jeg snakkede med ham om nogle andre ting i stedet for den dumme flyverdragt.
Vi hyggede os og han fik den på uden problemer og han løb glad ud for at lege.
Resten af hans dag var reddet.
Oprydning!
Denne episode finder sted for ca 10 år siden, hvor jeg skulle passe min dengang 2 år gamle lillebror "Lars". "Lars" var allerede der, meget dygtig til at snakke, og der kom mange gode "guldkorn" fra ham.
Vi leger på hans værelse, og får fundet en hel del forskelligt legetøj frem. Senere på dagen går vi ned i køkkenet for at få noget at spise, og da vi er færdige med det, siger jeg til "Lars" at jeg synes vi skal gå op på værelset og rydde alt legetøjet væk. "Lars" stiller sig op i døren med hænderne i siden, kigger på mig og siger så: "Nåh! Så det synes du??!"
Det var meget svært at lade være med at trække på smilebåndet! Vi fik dog ryddet op!
BLIVER PASSET AF MOR.
Det er morgen jeg står ud af sengen, går ud i køkkenet til min mor, som allerede er i gang med
dagens pligter. Jeg spørger hvor min bror Lars er henne, mor siger han er i skole, ØV..... jeg tænker bare det var mig.
Da min mor var gravid med min storebror for ca. 38 år siden, valgte hun i samråd med min far, at hun skulle stoppe på arbejdsmarkedet for at blive hjemmegående, så det vil sige, at jeg og mine to brødre aldrig har gået i nogen form for institution.
Der var mange børn på alder med mig der hvor vi boede, i weekenden var det smadder sjovt, vi legede for det meste ude, men besøgte også hinanden og legede på kryds og tværs.
Så blev det hverdag og jeg var "alene" igen, da alle byens børn enten var i børnehave eller i skole. Formiddagene var de værste, da mor altid havde meget travlt, efter som hun skulle passe det hele der hjemme, da far jo arbejdede mange timer hver dag. ( vi boede i hus og havde bil hele min barndom.)
Min mor manglede overskud/viden til at socialisere mig i hverdagen, da min mor var meget pligtopfyldende hvad det rent praktiske angik. Jeg var altid ren og pæn, ligeledes vores hus og have. (ro, regelmæssighed og renlighed)
Endelig kom den store dag, og jeg skulle begynde i skole. Det jeg havde glædet mig så meget til, var alligevel ikke så sjovt.
Jeg skulle jo først finde ud af, at indorden mig rent socialt, og undersøge det hele inden jeg var "klar" til at lære.
Jeg blev aldrig glad for skolen.
Det var vinter og så er det jo flyverdragts tid.
Men Lars ville ikke selv tage sin på og vi havde mange problemer med det.
Og det resulterede tit i gråd og skrigen fra Lars.
En dag tog jeg hans flyverdragt og hjalp ham, mens jeg snakkede med ham om nogle andre ting i stedet for den dumme flyverdragt.
Vi hyggede os og han fik den på uden problemer og han løb glad ud for at lege.
Resten af hans dag var reddet.
Oprydning!
Denne episode finder sted for ca 10 år siden, hvor jeg skulle passe min dengang 2 år gamle lillebror "Lars". "Lars" var allerede der, meget dygtig til at snakke, og der kom mange gode "guldkorn" fra ham.
Vi leger på hans værelse, og får fundet en hel del forskelligt legetøj frem. Senere på dagen går vi ned i køkkenet for at få noget at spise, og da vi er færdige med det, siger jeg til "Lars" at jeg synes vi skal gå op på værelset og rydde alt legetøjet væk. "Lars" stiller sig op i døren med hænderne i siden, kigger på mig og siger så: "Nåh! Så det synes du??!"
Det var meget svært at lade være med at trække på smilebåndet! Vi fik dog ryddet op!
BLIVER PASSET AF MOR.
Det er morgen jeg står ud af sengen, går ud i køkkenet til min mor, som allerede er i gang med
dagens pligter. Jeg spørger hvor min bror Lars er henne, mor siger han er i skole, ØV..... jeg tænker bare det var mig.
Da min mor var gravid med min storebror for ca. 38 år siden, valgte hun i samråd med min far, at hun skulle stoppe på arbejdsmarkedet for at blive hjemmegående, så det vil sige, at jeg og mine to brødre aldrig har gået i nogen form for institution.
Der var mange børn på alder med mig der hvor vi boede, i weekenden var det smadder sjovt, vi legede for det meste ude, men besøgte også hinanden og legede på kryds og tværs.
Så blev det hverdag og jeg var "alene" igen, da alle byens børn enten var i børnehave eller i skole. Formiddagene var de værste, da mor altid havde meget travlt, efter som hun skulle passe det hele der hjemme, da far jo arbejdede mange timer hver dag. ( vi boede i hus og havde bil hele min barndom.)
Min mor manglede overskud/viden til at socialisere mig i hverdagen, da min mor var meget pligtopfyldende hvad det rent praktiske angik. Jeg var altid ren og pæn, ligeledes vores hus og have. (ro, regelmæssighed og renlighed)
Endelig kom den store dag, og jeg skulle begynde i skole. Det jeg havde glædet mig så meget til, var alligevel ikke så sjovt.
Jeg skulle jo først finde ud af, at indorden mig rent socialt, og undersøge det hele inden jeg var "klar" til at lære.
Jeg blev aldrig glad for skolen.
Analyser (DKK)
Den lille Ridder:
Berettemodel:
Anslag: "Der var engang." Man finder ud af, at det er et eventyr.
Præsentation: Køkkendrengen, kongen, dronningen, prinsessen, troldmanden præsenteres.
Uddybning: Vi får at vide, at det er forbudt at være vrede, råbe højt og skændes i kongeriget.
Det har den nye troldmand bestemt
Point of no return: Da køkkendrengen bliver smidt for porten
Konfliktoptrapning: Der er en konflikt mellem køkkendrengen og troldmanden inden han bliver smidt for porten. Og da køkkendrengen ikke kan finde hjælp ved nogle af slottene
Klimaks: Da drengen kæmper mod dragen. Og da drengen kæmper mod troldmanden
Udtoning: Drengen bliver slået til ridder får prinsessen og det halve kongerige
Aktantmodel:
Hovedperson: Køkkendrengen
Projekt: Køkkendrengen vil drage ud i verden og lære at blive dragekæmper. Han vil besejre Troldmanden, da han ikke vil affinde sig med hans regler.
Modstandere: Dragen, troldmanden
Hjælpere: Prinsessen, dragen, folk på slottet
Belønning: Troldmandens bliver til køkkendreng, og han selv bliver selv til ridder. Alt er lykkeligt.
Lise og Heksen :
Berettemodel:
Anslag: "Det var en ganske almindelig dag"
Præsentation : Huset er ved at falde sammen. Lise er lille og en smule forkølet. Hun er hjemme ved sin mor.
Uddybning : Heksen bliver introduceret. Søsteren har fortalt om hende.
Point of no return : Da Lise falder ud af vinduet
Konfliktoptrapning : Heksen opdager det
Klimaks : Da heksen faretruende løfter sin arm
Udtoning : Lise opdager at heksen bare er en rar gammel dame, der vil hjælpe hende.
Aktantmodel:
Hovedperson: Lise
Projekt: Vil gerne se bladene, der hvirvlede rundt udenfor, tættere på
Modstandere: Hendes opfattelse af "heksen"
Hjælpere: Heksen
Belønning: Hun får den gamle dame som ven
Berettemodel:
Anslag: "Der var engang." Man finder ud af, at det er et eventyr.
Præsentation: Køkkendrengen, kongen, dronningen, prinsessen, troldmanden præsenteres.
Uddybning: Vi får at vide, at det er forbudt at være vrede, råbe højt og skændes i kongeriget.
Det har den nye troldmand bestemt
Point of no return: Da køkkendrengen bliver smidt for porten
Konfliktoptrapning: Der er en konflikt mellem køkkendrengen og troldmanden inden han bliver smidt for porten. Og da køkkendrengen ikke kan finde hjælp ved nogle af slottene
Klimaks: Da drengen kæmper mod dragen. Og da drengen kæmper mod troldmanden
Udtoning: Drengen bliver slået til ridder får prinsessen og det halve kongerige
Aktantmodel:
Hovedperson: Køkkendrengen
Projekt: Køkkendrengen vil drage ud i verden og lære at blive dragekæmper. Han vil besejre Troldmanden, da han ikke vil affinde sig med hans regler.
Modstandere: Dragen, troldmanden
Hjælpere: Prinsessen, dragen, folk på slottet
Belønning: Troldmandens bliver til køkkendreng, og han selv bliver selv til ridder. Alt er lykkeligt.
Lise og Heksen :
Berettemodel:
Anslag: "Det var en ganske almindelig dag"
Præsentation : Huset er ved at falde sammen. Lise er lille og en smule forkølet. Hun er hjemme ved sin mor.
Uddybning : Heksen bliver introduceret. Søsteren har fortalt om hende.
Point of no return : Da Lise falder ud af vinduet
Konfliktoptrapning : Heksen opdager det
Klimaks : Da heksen faretruende løfter sin arm
Udtoning : Lise opdager at heksen bare er en rar gammel dame, der vil hjælpe hende.
Aktantmodel:
Hovedperson: Lise
Projekt: Vil gerne se bladene, der hvirvlede rundt udenfor, tættere på
Modstandere: Hendes opfattelse af "heksen"
Hjælpere: Heksen
Belønning: Hun får den gamle dame som ven
fredag den 14. september 2007
På en ganske almindelig dag (DKK - Aktantmodel)
Der var engang en lille dreng ved navn Asger.
Asger boede sammen med sin mormor i et lille forfaldent hus på Christiania.
Det var en stille dag. Vinden raslede roligt i buskene og træerne var ved at springe ud.
Pludselig blev stilheden brudt af en forskrækket barnestemme: "MORMOR", råbte Asger. "Mormor, politimændene kommer!" Men mormor var ikke at se nogle steder.
Asger mærkede hvordan han blev bange indeni. Sidste gang han snakkede med politimænd, fortalte de ham, at hans forældre var døde. Og hvor var mormor nu?
Asger hørte, at det bankede på døren. Stille og roligt bevægede han sig hen imod lyden. Hans hånd tog fat i håndtaget og med den største forsigtighed, åbnede han døren.
Udenfor stod to store mænd i uniform. "Hej lile ven. Er der en voksen til stede?", sagde den ene politimand venligt. I det samme kom mormor løbende rundt om hjørnet.
Asger mærkede hvor lettet, han blev ved synet af sin mormor, der kom hen og lagde en arm om hans skuldre. Betjentene og mormor stod og snakkede lidt, hvorefter de gik igen.
Mormor smilede til Asger, hvorefter de gik ind i huset sammen.
Asger boede sammen med sin mormor i et lille forfaldent hus på Christiania.
Det var en stille dag. Vinden raslede roligt i buskene og træerne var ved at springe ud.
Pludselig blev stilheden brudt af en forskrækket barnestemme: "MORMOR", råbte Asger. "Mormor, politimændene kommer!" Men mormor var ikke at se nogle steder.
Asger mærkede hvordan han blev bange indeni. Sidste gang han snakkede med politimænd, fortalte de ham, at hans forældre var døde. Og hvor var mormor nu?
Asger hørte, at det bankede på døren. Stille og roligt bevægede han sig hen imod lyden. Hans hånd tog fat i håndtaget og med den største forsigtighed, åbnede han døren.
Udenfor stod to store mænd i uniform. "Hej lile ven. Er der en voksen til stede?", sagde den ene politimand venligt. I det samme kom mormor løbende rundt om hjørnet.
Asger mærkede hvor lettet, han blev ved synet af sin mormor, der kom hen og lagde en arm om hans skuldre. Betjentene og mormor stod og snakkede lidt, hvorefter de gik igen.
Mormor smilede til Asger, hvorefter de gik ind i huset sammen.
Praksisfortælling
Mor og far
Sidste år arbejdede jeg i en børnehave i over et halvt år, jeg fik hurtig et godt forhold til både børn, forældre og personale, og jeg lærte en masse om mig selv og mine grænser.En dag får vi i personale gruppen at vide, at forældrene til et barn på stuen, skulle skilles. Forældrene var desværre meget oppe at køre over hinanden, og vi som personale stod midt i det hele uden at kunne tage nogens parti. Barnet var endnu uvis om situationen, men børn ved mere end man tror, og vi kunne hurtig mærke at hun ændrede adfærd. Når hun tegnede tegninger tegnede hun mor og far, og sagde til mig, at hun ikke troede far kunne lide mor mere.Hun havde ikke lyst til, at lege med de andre børn hvilket resulterede i, at hun hang op ad mig dagen lang. Hvis nogen af de andre børn rørte hende, eller hun troede de var sure på hende, begyndte hun at græde.Hun fortalte mig en dag, at hun ikke ville gøre noget hun ikke måtte, når hun var sammen med mor og far, fordi hun ikke ville have de skulle være sure på hende, at hun skulle være et problem. Jeg synes det var en svær situation, at stå i, fordi forældrene når de kom og hentede hende på skift, fortalte grimme historier om den anden.Man fik hele tiden forskellige billeder inde i ens hoved, men man kunne ikke tillade sig, at vælge side.Man stod midt i et kæmpe problem, men det eneste man kunne gøre var, at tage sig af barnet.
Sidste år arbejdede jeg i en børnehave i over et halvt år, jeg fik hurtig et godt forhold til både børn, forældre og personale, og jeg lærte en masse om mig selv og mine grænser.En dag får vi i personale gruppen at vide, at forældrene til et barn på stuen, skulle skilles. Forældrene var desværre meget oppe at køre over hinanden, og vi som personale stod midt i det hele uden at kunne tage nogens parti. Barnet var endnu uvis om situationen, men børn ved mere end man tror, og vi kunne hurtig mærke at hun ændrede adfærd. Når hun tegnede tegninger tegnede hun mor og far, og sagde til mig, at hun ikke troede far kunne lide mor mere.Hun havde ikke lyst til, at lege med de andre børn hvilket resulterede i, at hun hang op ad mig dagen lang. Hvis nogen af de andre børn rørte hende, eller hun troede de var sure på hende, begyndte hun at græde.Hun fortalte mig en dag, at hun ikke ville gøre noget hun ikke måtte, når hun var sammen med mor og far, fordi hun ikke ville have de skulle være sure på hende, at hun skulle være et problem. Jeg synes det var en svær situation, at stå i, fordi forældrene når de kom og hentede hende på skift, fortalte grimme historier om den anden.Man fik hele tiden forskellige billeder inde i ens hoved, men man kunne ikke tillade sig, at vælge side.Man stod midt i et kæmpe problem, men det eneste man kunne gøre var, at tage sig af barnet.
Praksisfortælling
Ikke en helt almindelig dreng
En af mine bekendte er i familie med en 5-årig dreng, der lider af en form for autisme. Han er meget veltalende og virker ved første indtryk som en helt almindelig og intelligent dreng.
Inden mit første møde med denne dreng, vidste jeg ikke, at han led af en sindslidelse. Det vidste familien heller ikke, da han ikke havde fået stillet en diagnose endnu. Der var bare altid ballade forbundet med drengen, da han altid var meget overgearet.
Jeg kan huske, at noget af det første drengen gjorde var at løbe hen til mig, og rage mig på et meget uheldigt sted. Jeg blev meget overrasket og flov. Familien blev midlertidig meget vrede. Det var ikke første gang, dét skete.
Jeg undskyldte lidt på hans vegne og sagde, at det ikke gjorde noget.
Men drengen fortsætte nogle gange efter det, og tilsidst blev jeg med fasthed i stemmen nødt til at sætte drengen og sige, at jeg ikke ville finde mig i det én gang mere.
Jeg kunne mærke på mig selv, hvordan min tålmodighed til denne dreng lige så stille blev mindre og mindre. Han var højtråbende, snakkede konstant og intetsigende og han savlede på alt. Til trods for at drengen havde sine små søde øjeblikke, tog jeg ubevidst mere afstand til ham.
Dette stod på et stykke tid.
En dag kom ham og hans familie fra hospitalet. De havde fået læger til at kigge på drengens adfærd. De kunne hurtigt konkludere helt præcist hvilken form for sindslidelse, drengen havde. Efter dét ændrede hele min opfattelse af drengen.
Jeg blev pludselig meget mere overbærende og sympatiserede med ham. Han kunne pludselig ikke gøre for sin opførsel i samme grad, som jeg troede før. Han var pludselig ikke bare en møgunge, der konstant overskred mine personlige tollerancegrænser.
Selvfølgelig kan det stadig ske, at drengens opførsel er så krævende, at man ikke altid formår at fokusere på, hvad der ligger til grunde for de handlinger drengen foretager sig. Men drengen fortjener ikke at blive set som bare en "møgunge." Så det er jeg glad for, at jeg ikke gør mere.
En af mine bekendte er i familie med en 5-årig dreng, der lider af en form for autisme. Han er meget veltalende og virker ved første indtryk som en helt almindelig og intelligent dreng.
Inden mit første møde med denne dreng, vidste jeg ikke, at han led af en sindslidelse. Det vidste familien heller ikke, da han ikke havde fået stillet en diagnose endnu. Der var bare altid ballade forbundet med drengen, da han altid var meget overgearet.
Jeg kan huske, at noget af det første drengen gjorde var at løbe hen til mig, og rage mig på et meget uheldigt sted. Jeg blev meget overrasket og flov. Familien blev midlertidig meget vrede. Det var ikke første gang, dét skete.
Jeg undskyldte lidt på hans vegne og sagde, at det ikke gjorde noget.
Men drengen fortsætte nogle gange efter det, og tilsidst blev jeg med fasthed i stemmen nødt til at sætte drengen og sige, at jeg ikke ville finde mig i det én gang mere.
Jeg kunne mærke på mig selv, hvordan min tålmodighed til denne dreng lige så stille blev mindre og mindre. Han var højtråbende, snakkede konstant og intetsigende og han savlede på alt. Til trods for at drengen havde sine små søde øjeblikke, tog jeg ubevidst mere afstand til ham.
Dette stod på et stykke tid.
En dag kom ham og hans familie fra hospitalet. De havde fået læger til at kigge på drengens adfærd. De kunne hurtigt konkludere helt præcist hvilken form for sindslidelse, drengen havde. Efter dét ændrede hele min opfattelse af drengen.
Jeg blev pludselig meget mere overbærende og sympatiserede med ham. Han kunne pludselig ikke gøre for sin opførsel i samme grad, som jeg troede før. Han var pludselig ikke bare en møgunge, der konstant overskred mine personlige tollerancegrænser.
Selvfølgelig kan det stadig ske, at drengens opførsel er så krævende, at man ikke altid formår at fokusere på, hvad der ligger til grunde for de handlinger drengen foretager sig. Men drengen fortjener ikke at blive set som bare en "møgunge." Så det er jeg glad for, at jeg ikke gør mere.
torsdag den 13. september 2007
Praksisfortælling
Min allergi
Jeg har igennem hele mit liv været præget af meget allergi. Jeg kunne ikke tåle særlig mange ting, så min mor måtte købe mælkeerstatninger og lave al min mad anderledes. I det hele taget skulle hun tænke meget kreativt, så jeg ikke ville føle mig unormal, fordi jeg ikke kunne spise dét, de andre spiste. Da jeg blev en 7-8 år blev jeg meget bevist om, at jeg var anderledes. Jeg var et meget aktivt barn inden for sport og var tit på sportslejre.
Her skulle jeg have mit eget mad med til morgen-, middag- og aftensmad - mad der ikke lignede det, de andre spiste.
Jeg følte mig ekstremt udenfor, hvis jeg f.eks. sad og spiste boller i karry, mens de andre fik lasagne. Eller når mit mad stod ved siden af de andres mad, og der stod mit navn på, for at de andre børn, ikke skulle tage af det.
Jeg skulle altid besvare de evige spørgsmål: " Hvorfor spiser du dét der?" "Hvad er det DU spiser?" På det tidspunkt kunne jeg ikke se det, for hvad det var: at de andre var nysgerrige og ikke dømmende. Dette fortsatte i mange år, og jo ældre jeg blev, jo flovere var jeg. Jeg frygtede altid de øjeblikke, vi skulle spise. Ville ønske at mad ikke eksisterede.
Senere hen prøvede min mor at lave de samme retter, som de andre børn spiste. Men det fjernede stadigvæk ikke opmærksomheden fra mig og min tallerken.
Jeg har også i andre situationer følt, at min allergi gik ud over de andre. Hvis jeg var hjemme ved nogle, og de skulle have slik eller is, jeg ikke kunne tåle, kunne jeg risikere, at de andre ikke måtte få det. Jeg skulle jo ikke føle mig udenfor. Men for mig var dét det værste man kunne gøre mod mig. Jeg ville jo ikke være skyld i, at de andre ikke fik noget.
I dag er jeg vokset fra min allergi, og kan spise stort set alle ting. Jeg finder stor befrielse i at kunne sætte mig til et bord, uden at skulle spørge til ingredienserne i maden, eller undskylde overfor de andre, hvis jeg ikke måtte få af maden.
Det er ikke sjovt at være anderledes - især når man ikke kan gøre for det.
Jeg har igennem hele mit liv været præget af meget allergi. Jeg kunne ikke tåle særlig mange ting, så min mor måtte købe mælkeerstatninger og lave al min mad anderledes. I det hele taget skulle hun tænke meget kreativt, så jeg ikke ville føle mig unormal, fordi jeg ikke kunne spise dét, de andre spiste. Da jeg blev en 7-8 år blev jeg meget bevist om, at jeg var anderledes. Jeg var et meget aktivt barn inden for sport og var tit på sportslejre.
Her skulle jeg have mit eget mad med til morgen-, middag- og aftensmad - mad der ikke lignede det, de andre spiste.
Jeg følte mig ekstremt udenfor, hvis jeg f.eks. sad og spiste boller i karry, mens de andre fik lasagne. Eller når mit mad stod ved siden af de andres mad, og der stod mit navn på, for at de andre børn, ikke skulle tage af det.
Jeg skulle altid besvare de evige spørgsmål: " Hvorfor spiser du dét der?" "Hvad er det DU spiser?" På det tidspunkt kunne jeg ikke se det, for hvad det var: at de andre var nysgerrige og ikke dømmende. Dette fortsatte i mange år, og jo ældre jeg blev, jo flovere var jeg. Jeg frygtede altid de øjeblikke, vi skulle spise. Ville ønske at mad ikke eksisterede.
Senere hen prøvede min mor at lave de samme retter, som de andre børn spiste. Men det fjernede stadigvæk ikke opmærksomheden fra mig og min tallerken.
Jeg har også i andre situationer følt, at min allergi gik ud over de andre. Hvis jeg var hjemme ved nogle, og de skulle have slik eller is, jeg ikke kunne tåle, kunne jeg risikere, at de andre ikke måtte få det. Jeg skulle jo ikke føle mig udenfor. Men for mig var dét det værste man kunne gøre mod mig. Jeg ville jo ikke være skyld i, at de andre ikke fik noget.
I dag er jeg vokset fra min allergi, og kan spise stort set alle ting. Jeg finder stor befrielse i at kunne sætte mig til et bord, uden at skulle spørge til ingredienserne i maden, eller undskylde overfor de andre, hvis jeg ikke måtte få af maden.
Det er ikke sjovt at være anderledes - især når man ikke kan gøre for det.
mandag den 10. september 2007
Torsdags-frokost
Torsdags-Frokost
Vores gruppe stod for at skabe en sund og god stemning. Vi var de Kulturelle værter.
Vi var hurtigt enige om, at vores tema skulle være ”Børnehave.”
Vi havde alle personlige erfaringer med blandt andet spisning i en børnehave, så vi brugte lidt af alles forslag.
For at skabe en ”Børnehave stemning” dækkede vi et farverigt bord, havde børnemusik i baggrunden og pyntede bordene med lidt legetøj. Tilmed havde vi lavet 28 sørøverhatte med navn på til alle, som vi brugte til at byde hvert enkelt ”barn” velkommen.
For at skabe en sjov stemning, havde vi kopieret nogle selskabssange. Dette afveg nok en smule fra vores koncept, da sangene ikke var decideret børnesange.
Vi sørgede for at folk blev blandet ved bordene for at bryde de grupper, der på forhånd var ved at blive dannet. Det resulterede i at folk var meget stille – hvilket børn, der starter et nyt sted, ofte er.
Vi fungerede godt i gruppen, da vi var gode til at planlægge og lytte til hinanden. Vi deltog hver især i de forskellige opgaver og havde indbyrdes en rigtig god stemning.
Vi følte at vores forarbejde var lykkedes, men da vi så skulle til at spise blev det hele meget forhastet, da vi var kommet i tidspres.
Vi havde blandet andet planlagt at høre ”Futtegris og Bimmergøj” på cd for at lære ”børnene” at huske selen inden de skulle hjem.
tirsdag den 4. september 2007
Menneskebibliotek
Børnehaven Sandslottet
Denne er en institution, der lægger vægt på Walter Kemplers menneskesyn. Det vil sige, at personalet er kompetente voksne, der tager udgangspunkt ikke blot i barnet men i familien som helhed. Dette er afgørende for at få en ordentligt indblik i barnet, da det er forældrene, der er symptombærer. Derfor er der et stort samarbejde med forældrene.
Pædagogerne lægger stor vægt på at øge selvværet ved hvert enkelt barn i form af ros og fokuserer på det positive frem for det negative(Små sikre sejre.) De ser ikke på barnets handlinger for sig selv, men derimod på hensigten bag handlingen.
Der bliver lagt vægt på Jeg'et. At de voksne er ansvarlig for det de siger og gør.
Børnehaven Stjerneskud
Det specielle ved denne institution er, at der er ansat en ressourcepædagog på 28 timer om ugen. Hendes opgave er at give de børn, der er ekstra krævende, en "vitamin indsprøjtning."
Det gør hun i form af arbejde 1 til 1-kontakt med det enkelte barn og skabe en positiv kontakt.
Fokusen bliver flyttet fra den eventuelle konflikt barnet må have, og skabt til noget positivt. Pædagogen kommer ned på barnets niveau og barnet føler derved, at det bliver lyttet til og taget seriøst.
Skolehjemmet Rosen
Dette er et behandlingshjem for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
Det er nomeret til 45 og aldersgruppen er fra 7-18.
Hovedparten af eleverne kommer fra socialt belastede hjem, hvor forældrene ikke har magtet at have ansvaret for deres børn.
Her bliver der tilbudt skolegang, arbejde og forskellige aktiviteter, svarende til deres behov og kunnen.
Der bliver lagt vægt på at strukturere hverdagen ned i mindste detalje, da det tit er det, eleverne har brug for.
Der er tilknyttet psykologer, psykriatere og social rådgivere til dette skolehjem.
Denne er en institution, der lægger vægt på Walter Kemplers menneskesyn. Det vil sige, at personalet er kompetente voksne, der tager udgangspunkt ikke blot i barnet men i familien som helhed. Dette er afgørende for at få en ordentligt indblik i barnet, da det er forældrene, der er symptombærer. Derfor er der et stort samarbejde med forældrene.
Pædagogerne lægger stor vægt på at øge selvværet ved hvert enkelt barn i form af ros og fokuserer på det positive frem for det negative(Små sikre sejre.) De ser ikke på barnets handlinger for sig selv, men derimod på hensigten bag handlingen.
Der bliver lagt vægt på Jeg'et. At de voksne er ansvarlig for det de siger og gør.
Børnehaven Stjerneskud
Det specielle ved denne institution er, at der er ansat en ressourcepædagog på 28 timer om ugen. Hendes opgave er at give de børn, der er ekstra krævende, en "vitamin indsprøjtning."
Det gør hun i form af arbejde 1 til 1-kontakt med det enkelte barn og skabe en positiv kontakt.
Fokusen bliver flyttet fra den eventuelle konflikt barnet må have, og skabt til noget positivt. Pædagogen kommer ned på barnets niveau og barnet føler derved, at det bliver lyttet til og taget seriøst.
Skolehjemmet Rosen
Dette er et behandlingshjem for børn og unge med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne.
Det er nomeret til 45 og aldersgruppen er fra 7-18.
Hovedparten af eleverne kommer fra socialt belastede hjem, hvor forældrene ikke har magtet at have ansvaret for deres børn.
Her bliver der tilbudt skolegang, arbejde og forskellige aktiviteter, svarende til deres behov og kunnen.
Der bliver lagt vægt på at strukturere hverdagen ned i mindste detalje, da det tit er det, eleverne har brug for.
Der er tilknyttet psykologer, psykriatere og social rådgivere til dette skolehjem.
Abonner på:
Opslag (Atom)