Tema 1 projekt

Brik 3.

Det er en ganske almindelig onsdag, og Peter sidder ude i gårdhaven. Det er forår, solen skinner og påskeliljerne er ved at springe ud. Men Peter lægger ikke mærke til alt dette. Han sidder så opslugt af sin Game Boy, at han ikke lægger mærke til at en pige nærmer sig ham. Hun sætter sig ved det samme bord som Peter, og dette fanger hans opmærksomhed. Han kigger forsigtig op, og ser en smilende pige kigge tilbage på ham. Peter mærker hvordan blodet stiger ham til hovedet, og han kigger hurtigt ned igen, og lader som om han er optaget af sit spil.
Pigen bliver ved med at sidde og iagttage Peter og beslutter sig for at bryde stilheden: ”Hvad er det, du spiller?”, siger hun venligt. Peter fjerner ikke blikket fra spillet, men mumler ”Det er bare et spil.”
Pigen fortsætter: ”Jeg hedder Anna, og du er Peter, ik?” Peter nikker og fortsætter.
Anna giver ikke så let op, og stikker hovedet helt hen til Peters: ”Halloo? Er der nogen hjemme?” Peter trækker forskrækket hovedet væk og er ved at falde ned af stolen. Anna begynder at grine højlydt. Peter, der stadig er lidt forbavset, begynder også at grine ligeså stille. Der er et eller andet ved Annas grin, der får ham til at slappe af. Han lægger sin Game Boy fra sig, og ser nu først rigtigt på Anna. Hun er en lille, buttet og lyshåret pige. Hendes kinder er røde, og hendes øjne er blanke efter at have grint så meget.
De efterfølgende dage er Peter og Anna sammen ved hver givende lejlighed. Peter, der ikke er vant til at have jævnaldrene venner, nyder Annas selskab. Hun er positiv, sjov og omsorgsfuld og Peter lærer ligeså stille at give slip på den usikkerhed, der i så mange år han holdt ham tilbage.
Det er fredag aften, og Peter og Anna sidder inde i et af opholdsrummene. Udover de to er der en pædagog ved navn Mads, der sidder og læser ved et bord bag ved dem.
Peter og Anna sidder og ser fjernsyn, hvor en trailer for en ny film dukker op. Peter lyser op: ”Årh mand, den gad jeg da nok bare godt se.” Anna forslår at de tager ind og ser den den næste dag. Peter, der ikke er så glad for at komme ud offentlige steder, beslutter sig alligevel for at sige ja til Anna.
Mandag morgen kommer Mads på arbejde tidligt. Han mærker straks, da han træder ind i huset, at der er noget på færde. Det viser sig, at Anna ikke er stået op som sædvanlig. Til Mads siger hun, at hun er syg og ikke vil på arbejde - men det er tydeligt, at der er mere end det. Hun virker da heller ikke særlig syg. Mads ved, at hun har været i biografen lørdag eftermiddag med Peter og banker derfor på til Peters lejlighed. Der bliver ikke svaret og af en af de andre beboere får Mads at vide, at ingen har set Peter siden søndag formiddag. I overlap-bogen fra weekendvagten står der ikke noget om hverken Anna eller Peter. Mads beslutter sig for at tale med Anna igen - og desuden ringer han til Peters skole. Her er han imidlertid heller ikke dukket op.
Han går tilbage til Annas lejlighed i håb om, at Anna er klar til at fortælle, hvad der er sket.
Mads kommer ind i lejligheden, og ser Anna går hvileløst rundt. Annas ellers altid kliniske værelse flyder med tøj og lignende.
Han sætter sig på en stol og siger: ”Anna – kom herhen og sæt dig lidt. Jeg kan se, at der er noget, der går dig på.” Anna sætter sig på sengen ved siden af Mads. Hendes hænder knuger om hinanden, og der er uro i hendes blik.
Mads siger lige så forsigtig: ”Der er ingen der har set Peter siden i går formiddags. Og jeg ved at I var i biografen sammen i lørdags. Du bliver nødt til at fortælle mig, om der skete noget, der kunne have været skyld i at Peter ikke har været hjemme i nat?”
Anna kigger ud af vinduet, men Mads kan høre på hendes stemme, at hun græder: ”Jeg vidste ikke at han ville tage det sådan. Vi havde det jo så sjovt i biografen. Jeg fik lov til at holde ham i hånden, da jeg blev bange, og han krammede mig, da vi skulle sige godnat. Jeg troede vi var kærester.” Hendes stemme knækkede ved den sidste sætning.
Mads der ligeså forsigtig aer Anna på ryggen, spørger hvad der videre skete.
”Da jeg så ham nede ved morgenbordet, ville jeg hen og give ham et kram for at sige godmorgen og tak for sidst. Men Peter skubbede mig væk, og spurgte til hvad jeg havde gang i. Og derefter løb han ud, og jeg har ikke set ham siden.”
Mads prøver at berolige Anna, og spørger om hun har nogle idéer om hvor Peter kan være løbet hen. Men Anna ryster bare på hovedet, og knuger hænderne endnu hårdere sammen.
Idet samme banker det på døren, og en pædagog stikker hovedet ind……