Praksisfortælling

Ikke en helt almindelig dreng

En af mine bekendte er i familie med en 5-årig dreng, der lider af en form for autisme. Han er meget veltalende og virker ved første indtryk som en helt almindelig og intelligent dreng.
Inden mit første møde med denne dreng, vidste jeg ikke, at han led af en sindslidelse. Det vidste familien heller ikke, da han ikke havde fået stillet en diagnose endnu. Der var bare altid ballade forbundet med drengen, da han altid var meget overgearet.
Jeg kan huske, at noget af det første drengen gjorde var at løbe hen til mig, og rage mig på et meget uheldigt sted. Jeg blev meget overrasket og flov. Familien blev midlertidig meget vrede. Det var ikke første gang, dét skete.
Jeg undskyldte lidt på hans vegne og sagde, at det ikke gjorde noget.
Men drengen fortsætte nogle gange efter det, og tilsidst blev jeg med fasthed i stemmen nødt til at sætte drengen og sige, at jeg ikke ville finde mig i det én gang mere.
Jeg kunne mærke på mig selv, hvordan min tålmodighed til denne dreng lige så stille blev mindre og mindre. Han var højtråbende, snakkede konstant og intetsigende og han savlede på alt. Til trods for at drengen havde sine små søde øjeblikke, tog jeg ubevidst mere afstand til ham.
Dette stod på et stykke tid.
En dag kom ham og hans familie fra hospitalet. De havde fået læger til at kigge på drengens adfærd. De kunne hurtigt konkludere helt præcist hvilken form for sindslidelse, drengen havde. Efter dét ændrede hele min opfattelse af drengen.
Jeg blev pludselig meget mere overbærende og sympatiserede med ham. Han kunne pludselig ikke gøre for sin opførsel i samme grad, som jeg troede før. Han var pludselig ikke bare en møgunge, der konstant overskred mine personlige tollerancegrænser.
Selvfølgelig kan det stadig ske, at drengens opførsel er så krævende, at man ikke altid formår at fokusere på, hvad der ligger til grunde for de handlinger drengen foretager sig. Men drengen fortjener ikke at blive set som bare en "møgunge." Så det er jeg glad for, at jeg ikke gør mere.