Praksisfortælling

Min allergi

Jeg har igennem hele mit liv været præget af meget allergi. Jeg kunne ikke tåle særlig mange ting, så min mor måtte købe mælkeerstatninger og lave al min mad anderledes. I det hele taget skulle hun tænke meget kreativt, så jeg ikke ville føle mig unormal, fordi jeg ikke kunne spise dét, de andre spiste. Da jeg blev en 7-8 år blev jeg meget bevist om, at jeg var anderledes. Jeg var et meget aktivt barn inden for sport og var tit på sportslejre.
Her skulle jeg have mit eget mad med til morgen-, middag- og aftensmad - mad der ikke lignede det, de andre spiste.
Jeg følte mig ekstremt udenfor, hvis jeg f.eks. sad og spiste boller i karry, mens de andre fik lasagne. Eller når mit mad stod ved siden af de andres mad, og der stod mit navn på, for at de andre børn, ikke skulle tage af det.
Jeg skulle altid besvare de evige spørgsmål: " Hvorfor spiser du dét der?" "Hvad er det DU spiser?" På det tidspunkt kunne jeg ikke se det, for hvad det var: at de andre var nysgerrige og ikke dømmende. Dette fortsatte i mange år, og jo ældre jeg blev, jo flovere var jeg. Jeg frygtede altid de øjeblikke, vi skulle spise. Ville ønske at mad ikke eksisterede.
Senere hen prøvede min mor at lave de samme retter, som de andre børn spiste. Men det fjernede stadigvæk ikke opmærksomheden fra mig og min tallerken.
Jeg har også i andre situationer følt, at min allergi gik ud over de andre. Hvis jeg var hjemme ved nogle, og de skulle have slik eller is, jeg ikke kunne tåle, kunne jeg risikere, at de andre ikke måtte få det. Jeg skulle jo ikke føle mig udenfor. Men for mig var dét det værste man kunne gøre mod mig. Jeg ville jo ikke være skyld i, at de andre ikke fik noget.
I dag er jeg vokset fra min allergi, og kan spise stort set alle ting. Jeg finder stor befrielse i at kunne sætte mig til et bord, uden at skulle spørge til ingredienserne i maden, eller undskylde overfor de andre, hvis jeg ikke måtte få af maden.
Det er ikke sjovt at være anderledes - især når man ikke kan gøre for det.